Henrik Ibsen: Peer Gynt, 5. akt, «løkscenen» (dramautdrag)

Fra uroppførelsen ved Christiania Theater, 1876. Digitalmuseum.no/CC.

(Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads en hytte med rensdyrhorn over dørgavlen.) (Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg.)

Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste? –

Alt skal en prøve og vælge det bedste.

Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar

og nedover lige til Nebukadnezar.

Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien. –

Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. –

Der står jo også: af jord est du kommen. –

Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen.

Fylde den med jordløg? Det lidet moner; –

jeg vil være listig og sætte doner.

Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste,

og får dog mellem vilddyr regnes for den første.

Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –

så kryber jeg under et vindfældt træ;

som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver

og risper i barken med store bogstaver:

Her hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr,

kejser over alle de andre dyr. –

Kejser? (ler indvendig.)

            Du gamle spåmands-gøg!

Du er ingen kejser; du er en løg.

Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer!

Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.

(tager en løg og plukker svøb for svøb af.)

Der ligger det ydre forrevne lag;

det er havsnødsmanden på jollens vrag.

Her er passager-svøbet, skralt og tyndt; –

har dog i smagen en snev af Peer Gynt.

Indenfor her har vi guldgraver-jeget;

saften er væk, – om det nogen har ejet.

Dette grovskind her med den hårde flig,

det er pelsværksjægren ved Hudsons-vik.

Det indenfor ligner en krone; – ja tak!

Det kaster vi væk uden vidre snak.

Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.

Og her er profeten, færsk og saftig.

Han stinker, som skrevet står, af løgne,

så en ærlig mand kan få vand i øjne.

Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen,

det er herren, der leved i fryd og gammen.

Det næste tykkes sygt. Det har svarte streger; –

svart kan ligne både prest og neger.

(plukker flere på engang.)

Det var en ustyrlig mængde lag!

Kommer ikke kærnen snart for en dag!

(plukker hele løgen op.)

Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre

er altsammen lag, – bare mindre og mindre. –

Naturen er vittig!

(kaster resterne fra sig.)

Fanden måtte gruble!

Går en i tanker, kan en letvindt snuble.

Nå, jeg kan forresten ad faren flire;

for jeg ligger bundfast på alle fire.

(klør sig i nakken.)

Underligt stel, det hele røre!

Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre.

Men griber en til, sætter Mikkel på spring,

og en fanger noget andet – eller ingenting.

Fra Ibsen.net/Gyldendalske Boghandels Forlag i København 1898-1902.